Hej Grimhund
Det kan sagtens lade sig gøre selv at skifte glasset på en forlygte. Har selv gjort det mange gange både på Volvo 240, 940, 850 og V/S70.
Og glasset til en Volvo S/V70 fra 1998 koster ikke alverden sammenlignet med hele lygten. Sidst gav jeg ca. 450 kr + moms for glasset til min faders V70 '98 og hele lygten ville hav kostet ca. 1000 kr mere + moms. Og det var vel at mærke et originalt glas købt via Classic Volvo Parts.
Der følger nye clips samt gummiliste med til et nyt glas.
Lygten er såre simpel at afmontere. Den sidder med 4 møtrikker og stikket til pæren kan klikkes af.
De gamle clips, som holder glasset, kan let vippes af med en lille skruetrækker og den gamle gummipakning slipper let. Jeg plejer at rense hele lygte huset når nu jeg alligevel står med lygten, men pas dog på selve parabolen, da den ikke skal ridses.
Dernæst lægges den nye gummipakning i og huske at samlingen skal være forneden og du skal ikke trække i gummilisten, men få plads til så meget som muligt inden den klippes til (det er jo bare én lang gummiliste, som plejer at være for lang).
Så lægger du glasset forsigtigt på plads oven på den nye gummiliste og presser en clips på. Det er lettest at sætte den ind over glasset og så klemme den ind over lygten og derved undgår du, at skade glasset.
Der er angivet på selve lygtehuset, hvor clipsene skal sidde. Og jeg sætter altid en clips på foroven, som den første og så en forneden for ikke at få klemt glasset skævt på.
Mvh Christian